We’ re On Instagram:
Follow Us:
Image Alt

TANDUDTRÆKNING OG TANDOPERATION

TANDUDTRÆKNING – SIMPEL OG OPERATIV

En tand kan være så beskadiget og ødelagt at den ikke kan restaureres. I den situation kan en tandudtrækning være nødvendig. Ofte kan en tand efter omhyggelig, tilstrækkelig og smertefri lokalbedøvelse roteres forsigtigt ud. Andre gange er man nødt til at operere den ud. Her kan det være nødvendigt at klappe lidt af tandkødet midlertidigt til side, for at lette adgangen til og overblikket over en tand og dennes rodkompleks. Det kan også være nødvendigt at fjerne lidt knogle lige omkring tanden for at kunne fjerne denne helt. Det sker stadig under samme form for lokalbedøvelse og stadig smertefrit.

Efter fjernelse af en tand vil du som patient blive gjort opmærksom på hvordan du skal forholde dig. Selve fjernelsen af tanden foregår smertefrit pga. lokalbedøvelsen. Men efterfølgende kan der opstå lette smerter når bedøvelsen er aftaget. Derfor er det vigtigt at smertedække fremadrettet på operationsdagen når bedøvelsens virkning er stoppet. Ofte vil vi anbefale dig at tage nogle smertestillende tabletter inden bedøvelsen holder helt op.

De første timer efter tandudtrækningen er du stadig smertedækket/bedøvet og du vil derfor ikke have ondt. I denne periode skal man undgå varme drikke, der kan brænde i munden uden at man kan mærke det. Man skal ligeledes undgå at spise mens bedøvelsen stadig virker, da man let kan komme til at bide sig selv i kind eller tunge uden at kunne mærke det før bagefter.

Det er helt almindeligt at opleve hævelse af kind og tandkød efter fjernelse af en tand. Hvis hævelsen trækker ned mod halsen eller vedbliver/vokser i mere end et par dage efter tandudtrækningen, bør du henvende dig for en kontrol heraf.

Efter fjernelse af en tand skal såret have ro. Undgå fysisk aktivitet det første døgn, lig gerne lidt højt med hovedet om natten og undgå at røre ved såret eller suge med tunge og kind.

Skyl ikke munden på operationsdagen, men dagen efter tanden er fjernet, kan du skylle munden forsigtigt med lunkent kogt vand eller klorhexidin 0,12%. Det nedsætter risikoen for infektion. Børst de øvrige tænder grundigt, men pas på operationssåret. Spis gerne blød og kølig kost lige efter tandudtrækningen/operationen. Undgå rygning og alkohol under opheling, da det forsinker helingen.

Det er helt normalt at der kan være lidt blødning fra såret og den kan ofte standses ved at lægge en ren gazetampon på såret (ikke i såret), tygge sammen herom og holde trykket i alt fra nogle minutter og op til en halv time – afhængigt af blødningstendensen. Gentag evt. dette. Ved fortsat blødning kontakt os, læge eller skadestue. Hvis det har været nødvendigt at sy, skal trådene fjernes af os efter 5-7 dage. I meget sjældne tilfælde kan der komme betændelse i såret, så hullet efter tanden ikke lukker sig. Det kan give smerter, dårlig ånde og smag. Kontakt os hvis dette skulle være tilfældet.

Opstår der uventet stærke smerter eller gener i større grad, så kontakt os endelig. Vi ser det som en vigtig opgave at assistere vores patienter i denne situation. Det kan evt. være nødvendigt med receptpligtig smertestillende medicin eller anden smertelindrende behandling. Det kan også være at der er brug for en nærmere undersøgelse af såret. Hvis det sker uden for vores åbningstid, da kontakt tandlægevagten, lægevagten eller skadestuen.

Der kan være nogle individuelle hensyn i forhold til medicin og indgrebets omfang og vi forklarer dig som patient altid hvordan netop du skal forholde dig efterfølgende.

Don't have an account?

Register

You don't have permission to register