Hos de fleste paradentose-patienter er det tilstrækkeligt at rense på almindelig vis både oven for tandkødslommerne og i tandkødslommerne/pocherne. Hertil bruges både ultralyd og almindelig håndholdt renseinstrument. Det kan dog undertiden være nødvendigt at foretage en såkaldt paradentose-operation, hvor tandkødet klappes til side. Hermed skabes et bedre overblik over det paradentoseramte område. Tilgængeligheden for rensning af tandsten og belægninger bliver tilmed større.
En på sin vis ønsket bivirkning ved paradentoseoperation er at tandkødet ofte trækker sig og der opstår det, der hedder blottede tandhalse. Det kan give dig som patient ubehag i form af følsomme tandhalse/isninger, men det er et udtryk for at lommerne er blevet mindre dybe og at renhold for både dig og tandlægen/tandplejeren er blevet lettere. Lettere renhold betyder bedre renhold – og bedre renhold betyder i sidste ende mindre paradentose.